Dreamy sofabord af restmateriale

Dreamy sofabord af restmateriale

Da vi handlede lidt for hurtigt og smed det gamle sofabord ud inden vi havde modtaget det nye, og det nye så tilmed ikke levede op til forventningerne måtte vi være kreative 🪚 

Og heldigvis for det da. Vores nye sofabord er langt bedre end hvad vi havde tænkt os, for det er bygget lige efter vores mål og vores behov. Og du kan lave det samme med ganske få midler! Vi brugte cirka 7 timer på bordet. Det er altså lige til at overskue. 

Du skal bruge MDF i en størrelse som passer til den størrelse bord du vil lave samt et mindre stykke, hvis du ønsker en hylde som vores. Derudover skal du bruge plakatrør. Des tykkere, des bedre, for så er de mere stabile. Derudover skal du bruge fukssvans(en god gammeldags sav), stiksav, excentersliber, eller sandpapir, men så skal du tilføje gode armmuller. Her hjælper høvlen dig. Den er ikke nødvendig. Blot et ekstra værktøj til de runde kanter. Ydermere skal du have målebånd og noget at tegne med klar. Du skal også bruge trælim og maling! Det glemte vi på billedet.

 

Først tegner du din topplade og din hylde op. Begge dele saves ud med stiksaven. Hernæst saver du plakatrørene i ønskede længder. Vores ene ben er 45cm. Bemærk at de to ben der sidder ved hylden er 1,5cm kortere, hvilket er tykkelsen på MDF pladen. 


Herefter handler det bare om at slibe kanterne så bløde og runde som muligt. Jeg skiftede lidt mellem excentersliberen og at tage lidt ekstra med høvlen. Du kan sagtens bruge sandpapir. 

Inden jeg gik videre med bordet valgte jeg at teste hvordan sammensætningen fungerede bedst, om benene var lige lange og om hylden skulle være under bordet eller stikke ud fra bordet. Man kan vende begge plader på langs, på tværs og på hovedet, så der er et utal af kombinationsmuligheder. 


Jeg valgte at grunde og male bordet inden jeg satte det sammen. Så var der mindre penselarbejde. Malingen var ligeledes rester, så jeg nåede at male bordet grønt, før jeg besluttede at det måtte være lilla. Ydermere ændrede jeg også holdning til bordets udtryk, og vendte derfor den ene plade om. Hernæst limede jeg ben og plader sammen med trælim. Trælim skal helst stå i pres, så placér noget tungt på efterfølgende. Vær sikker på at malingen er ordentligt tør, så du ikke risikerer at skulle male igen. 


Og vupti, et styks hjemmelavet sofabord med plads til nips, som passer over vores andet sofabord og som ikke er for tungt i udtrykket. 

 Har du spørgsmål til projektet, eller overvejer du selv at kaste dig ud i det, så tøv ikke med at skrive. Vi deler gerne ud af tips og tricks. 

Tilbage til blog

Indsend en kommentar